Det er muligt at det er mig, der er noget galt med, men museer keder mig helt afsindigt. Jeg har lært, at kunst skal afstedkomme intense æstetiske oplevelser fulde af nydelsens opløftethed.
I foråret 2013 var de Young museets trækplaster særudstillingen "Girl with a Pearl Earring: Dutch Paintings from the Mauritshuis" featuring (right! you guessed it) Johannes Vermeers lille mesterværk, "Girl with a Pearl Earring", eller som hun også kaldes, den hollandske Mona Lisa. Udstillingen holdt hvad den lovede. Som kronen på samlingen af hollandsk guldalder-billedkunst hang dette kendismaleri, som har været objekt for så meget spekulation og inspiration til både roman og spillefilm.
_-_The_Girl_With_The_Pearl_Earring_(1665).jpg/419px-Johannes_Vermeer_(1632-1675)_-_The_Girl_With_The_Pearl_Earring_(1665).jpg)
Det er svært at overse, at Kunst generelt opfattes som værdifuldt, og at evnen til at værdsætte kunst giver kulturel kapital - status og magt. Oplysningsfilosoffen Immanuel Kant opfattede endda denne evne til at identificere kunstnerisk skønhed og finde glæde ved den som en evne universelt tilstede hos alle mennekser. Derfor giver det mening at kræve, at alle andre er enige i ens æstetiske domme, og man kan fordømme dem, som måtte være uenige som barbarer uden smag.
Højkulturelle fænomener, som klassisk musik, litteratur, ballet- og teaterforestillinger og altså også kunstudstillinger italesættes stadig idag som noget man legitimt kan (og bør) beskæftige sig med. Lavkulturelle fænomener, derimod, må man holde sig langt væk fra, hvis man vil tages alvorligt som en person med smag. Hvis man ikke formår at forholde sig ironisk til ens interesse for Twilightsagaen og Hollywoodfilm, er det bedst at tie stille. Således kan de få adskille sig fra de mange ved bl.a. at konstruere sig selv som kunstelskere.
Min socialisering er dog ikke slået fejl så langt, at jeg ikke ejer evnen til at få store oplevelser ud af kunst (kulturelt privilegium - ja tak!). Som oftest er museet blot ikke rammen for disse æstetiske erfaringer. Måske ligger forklaringen i "the museum conception of art", som giver os ideen om, at kunst tilhører en sfære adskildt fra vores dagligdag, hvormed kunst elitiseres, feticheres og helliggøres som noget, der kun hører museet glasmontre og affolkede korridorer til. Når man går på museum, træder man ind i en undtagelsessituation. Kunstværkerne står som soldater i geled taget ud af enhver levende kontekst. På hvide vægge og i uforstyrret isolation kan beskuren gå fra kanonisk mesterværk til mesterværk. Jeg vil påstå, at dette er ugunstige betingelser for en dybtfølt erfaring af kunstens iboende værdi.
Tilbage til pigen med perleøreringen: Med al denne omtale kunne udstillingens hovedattraktion svært undgå at blive en skuffelse. En anden og endnu større skuffelse var manglen på Rembrandt-værker på den anden særudstilling, "Rembrandt's Century", som i stedet for at vise en perlerække af malerier med dramatisk lys og skygge, bestod af en udstilling af omkring 250 graveringer og tegninger fra det 17. århundrede - heriblandt også nogle få begået af Rembrandt. Stor ståhej for ingenting, kan man lidt groft sige, når man er mig, og i forvejen er ude på at lave ballade.
Hvad der til gengæld tog pusten fra mig, og måske mere end en ægte Rembrandt ville have været i stand til, var denne lille sag:
Kunstneren er ukendt, men maleriets titel er "A Youth Singing", og det er fra omkring 1650. Her kan man tale om Rembrandsk lysdramatik! Og som et lys i mørket stod denne lille skønhed frem på en ellers kedelig braggrund af vanitas-stilleben og indgraveringer.
Var denne enkeltstående kunstoplevelse §25 værd? Måske ikke, men inkluderet i billetprisen var også adgang til museets egen samling, som bl.a. inkluderede Maya-indiansk brugskunst, et installationskunstværk bestående af forkullede planker, en udstilling af imponerende ståltrådsflet i dramatisk lys, adgang til tårnet med udsigt over San Francisco samt ikke mindst muligheden for at fortælle dine venner, at du har været på de Young og se Pigen med perleøreringen!
