Netto-depression

At handle i Netto kan til tider være en trist affære, især når "spotvarerne" tårner sig op i ét stort kaotisk hav, når grønsagsafdelingens eneste vare er en sidste slatten porre dagen før påfyldningsdag, eller ved fyraftenstid, når meterlange køer af stressede småbørnsforældre med skrigende vedhæng når helt ned i den anden ende af butikken. Alt dette går dog ikke denne nettoentusiast på, for undertegnede har lært at mønstre immunitet overfor kaotiske Nettoomgivelser, og hun spadserer således blot rundt i sin egen klokke befolket af enhjørninger og regnbuer. En hvis grad af eskapisme kan være nødvendigt, hvis man vil have aftensmad på bordet.

Man kan møde mange sære typer i Netto. Fx kom engang forbi et kontrovers mellem en teenagedreng og hans moder, der bestyrtet satte sig imod ungens ønske om at hjemføre et glas pickles - efter endda at have spurgt ham, hvad han kunne tænke sig. Drengen kunne godt lide pickles, ytrede han, men Eeeej! det kunne han da vel ikke mene! Pickles, hvorfor må han ikke få pickles? Hvad kan der dog indvendes mod pickles? Af alle de giftstoffer en teenagedregn kunne finde på at indtage, hvorfor så nægte ham pickles? Mødre forstår ikke altid af vælge deres kampe. "Så lad ham dog få sine pickles", udspygede jeg i mit hovede - næste gang råber jeg det højt!

Det jeg egentlig ville fortælle om, er et pudsigt fænomen jeg kom til at overvære forleden. Denne situation krævede min deltagelse - ikke deltagelse i begivenhedens gang (gudhjælpemig), men der blev rejst et uimodsigeligt krav om selvreflektion. Denne dag stod en løjerlig fedladen mand med gulblege solbriller ved peberfrugterne og udbredte sig om sit livs elendighed til en ældre dame. Hans problem bestod i, at hans lejligheds varmesystem ikke udsendte den fornødne varme, og han var således nødsaget til at supplere med dyr elvarme. Samtalen forløb således:

Deprimeret mand: "Ja, jeg er ikke særlig rig, og elvarme er jo frygteligt dyrt"

Ældre dame: "Hvorfor flytter du så ikke ned til os?" (forstået som den del af lejlighedskomplekset, hvor sådan noget som varme er i orden, formoder jeg).

Deprimeret mand: "Jeg ved ikke hvor længe, jeg lever endnu. Jeg gider ikke".

Ældre dame: "Det kan jeg godt forstå!"

Jeg forstod det ikke - denne apatiske holdning ligger alt for langt fra min ungdommelige entusiasme, som fordrer at livets problemer løses så hurtigt som overhoved muligt, så man kan komme videre i teksten. Jeg forstod det ikke - ordene han brugte, sat sammen på den måde, de var sat sammen, lå uden for mit episteme af mulige meningsgivende kombinationer. Jeg var mystificeret men også underholdt over absurditeten i denne situation udspillende sig i Netto, stedet for erhvervelse af livets mest basale fornødenheder. Jeg måtte undres over denne manglende livslyst udvist af en mand i sin bedste alder (50'erne). Han var ikke interesseret i at løse sine futile problemer, kunne ikke overskue det, og ventede kun på udfrielsen fra livets kvaler gennem døden. Dagens lyse punkt var at berette om livets uretfærdighed til den, som gad lytte.

Hurtigt vendte mine tanker tilbage til mig selv og min reaktion på dette drama, narcissistisk som jeg nu engang er. Det var aldeles politisk ukorrekt at sætte den skrællende latter op, som jeg gjorde, da jeg var kommet på afstand af scenen. Det var usolidarisk, ufølsomt og lugtede generelt af den distancerede kynisme, jeg havde trænet mig selv til at omslutte mig i. Det var æstetiskerens trænede øje for det underholdende i den ellers kedsommelige og banale situation, som Nettoindkøb nu engang er. At gøre tragik til komik kan måske forsvares i filmens verden, men ikke i virkelighedens. Der burde i stedet have været en dybtfølt smerte i mit bryst for denne mand i afmagt og uden livslyst, jeg burde have ført problemet tilbage til hans mulige traumatiske barndom og derpå følgende psykologiske problemer eller samfundets manglende evne til at tage sig af sine svageste, og så kunne jeg have gået derfra, overvejende at melde mig ind i Amnesty International (eller des lige), lun ved tanken om min egen indre godhjertethed. Men det gjorde jeg ikke; det eneste jeg kunne mønstre var forbipasserende skam.

Jeg er ikke kommet til en konklusion på denne oplevelse, ikke kommet til en resolution om at "forbedre" mig eller til beslutsomhed på at forblive i min afstumpethed. Jeg har ikke afgjort, om jeg har ret til at forblive i denne "survival mode", eller om min adfærd er determineret af det menneskelige vilkår i denne kynismens tid. Det får lov at summe...

Var H. C. Andersen bøsse?

Mange af min barndoms glæder er udsprunget af højtlæsning: Halfdan Rasmussens ABC, Den Store Bastian, Brødrende Grimms eventyr, Disneys lydbånd, Silasbøgerne og strækhistorierne fra børnebiblen. Også H. C. Andersens eventyr kender jeg til bevidstløshed. Derfor forundredes jeg, da jeg begyndte at læse om manden selv, for tilsyneladende har han været et frygteligt bekendtsskab: opmærksomhedskrævende, opadstræbende, hypersensitiv over for kritik og drillerier, usikker, oversentimental, selvmedlidende og energiforladt. Jeg forestiller mig, at han var, hvad man i de gode gamle dage før Freud ville kalde, hysterisk. Kort sagt, et rigtigt belastende bekendtskab. Ikke just det indtryk hans eventyr indgyder til, med deres fortrolige tone og lune ironi.

Og dog kan han nok ikke have været så slem, for af hans brevudvekslinger kan man se, at han havde adskillige venner og veninder, som han var nært knyttet til. Men nu til disse venskaber, han dyrkede så flittigt. I Danmark opfatter vi H. C. Andersen som vores bedste varemærke; turisterne strømmer ud på Langelinie for at bese den (skuffende) lille havfrue og Andersens barndomshjem i Odense.

Den skuffende lille havfrue

Andersen har gjort Danmark kendt i hele verden. Derfor har den danske Andersen-tradition gjort alt for at bevare glansbilledet af ham som ulykkeligt forelsket i først Rigborg Voigt, så Louise Collin og til slut Jenny Lind.

Men Andersen holdt sig i hvert fald ikke på den af traditionen fastslåede "rigtige" side af dikotomien homo/hetero men forelskede sig i både mænd og kvinder - og altid i mænd og kvinder, som var uopnåelige for ham. I et brev dateret 28. august 1835 skriver Andersen til vennen Edvard Collin (Louises bror), "ja i dette Øjeblik længes jeg efter Dem, som var De en dejlig Calabreserinde".

Edward Collin

Det, der undrer mig mere end noget andet er, at der siden 1901 har været spekuleret i H. C. Andersens seksualitet (med Carl Albert Hansen Fahlbergs artikel "H.C Andersen. Beweis seiner Homosexualität"), og alligevel har jeg, et barn opflasket på Andersens eventyr, aldrig så meget som hørt tale om muligheden af, at H. C. Andersen kunne være homo-/bi-/andet-end-heteroseksuel. Og han er trods alt den dansker fra det 19. århundrede, vi kender allermest til med sine 13 bind dagbøger og 4 selvbiografier!

Man kunne indvende, at det da kan være ligemeget. Hans værker fremstår, som de nu engang gør, uanset hvilke formodninger vi har om forfatterens seksualitet. True, men mange betydningsmuligheder forsvinder, når man i traditionen er så forhippet på at konstruere Andersen som heteroseksuel - fx ignoreres betydningen af alle de mand-til-mand-intimiteter, som hans tekster vrimler med, og alle de døde kvinder, som teksterne ligeledes flyder med (se fx romanerne Improvisatoren og O.T. ).

Tak til Dag Heedes Hjertebrødre, for at lukke mine øjne op for det!

Om kaniner, der dør og lever

Så er man blevet kaninejer - igen. Det er ikke første gang, det er sket, må man forstå. Men denne gang bliver det frydefuldt og harmonisk.

Denne kanin er urelateret, men ikke desto mindre nuttet. 

Min første kanin var, så vidt jeg erindrer, en grå fluffy sag, som boede trygt og godt i et udendørs kaninbur. Der er en grund til, at jeg ikke husker den så godt, for jeg var ikke mere end fire år. Hvad jeg til gengæld husker ganske tydeligt er sorgen (om end kortvarig) over at miste kræet. Jeg fik meddelelsen om dens bortgang over middagsbordet, idet den flået og stegt præsenterede sig som familiens aftensmad. Der skulle store overtalelsesevner til at overbevise den flæbende småpige om retfærdigheden i et sådan skema. Indrømmet, den var blevet noget forsømt, men alligevel...

Min anden kanin var en hvid albino, som med sin ven kom til at leve på samme måde som den forrige i selvsamme udendørs kaninbur. Senere logerede den på bunden af en tom kornsilo, og senere igen blev den sat ud i en indhegnet have, hvor den gravede og gravede lige indtil taget på konstruktion gav efter og begravede den levende midt i sit livs projekt. Jeg forestiller mig, at den døde lykkelig i modsætning til sin forgænger.

Som nittenårig blev jeg kortvarig ejer af tre kaniner, som nogen havde skænket frihedens gave. De indfandt sig i indkørslen, den ene noget medtaget efter at have været i karambolage med ræven. Denne nok så romantiske introduktion udviklede sig i en mere flertallig retning, eftersom den ene af de tilkomne (åbenbart) var en han. Og alle ved, hvad der sker, når hankaniner får adgang til hunkaniner - så bliver der mange, mange flere kaniner. Men åh! hvor var det kært, da gårdhaven blev invaderet af hobevis af uimodståelige pelsklumper. Historien endte med rotteangreb (rotter er tilsyneladende i stand til at slæbe nu store teenage-kaniner ned i underjordiske gange for der at dræbe og indtage dem!), og med at de resterende kaniner blev kørt til slagtning.

Dog fik den halte kanin lov at blive. Hun fik sit hjem i et tomt akvarium og endte som den første af alle mine kaniner med at gå bort af ælde. Man må dog sige, at hun lige til det sidste var en sur og gnaven kanin, der insisterede på sin ret til eget akvarium. Der skulle en særlig teknik til ikke at blive lemlæstet af arrig kanin, når man havde ærinder dernede.

Og nu står man der så igen. Kaniner er i sandhed en blandet fornøjelse. Men som sagt, så bliver bekendskabet denne gang ren idyl. Hun er et fantastisk roligt gemyt; nysgerrig og selskabelig. Hun har lange hængende øre, glat brun-grå pels, og en usædvanlig nuttet hale på enden af den lille kaninnumse.

Her har vi dagens hovedperson.

Denne gang har jeg opstøvet alle de gode råd, jeg kan finde om kaniners pasning og pleje, jeg har investeret i en transportkasse og en krydderurtehave, for "kaniner har uforlignelige smagsløg". Kaninen gør dog sit bedste for at teste min beslutsomhed på fortællingens lykkelige udgang. Et lykkeligt kaninliv kan som bekendt ikke foregå bag tremmer, og da det rygtes, at kaniner er renlige dyr, var sagen med det samme klar: Den skulle have lov til at løbe frit rundt i lejligheden... Friheden måtte dog indskrænkes, da kaninen fandt smag for den spritnye Ikea-seng. Der blev indført restriktioner: Der måtte holdes øje med dyret, når den var ude (gnavning i boxmadras har en meget distinkt lyd!), og så måtte den i bur om natten, og når der ikke er nogen hjemme.

Og så kom den skæbnesvangre dag, hvor man lod sig snyde af de store brune øjne og det bedende udtryk, som sagde, "nej, nej, luk mig ikke i bur, jeg skal nok være artig, selvom jeg er alene hjemme". Aftalen var, at den skulle være en artig kanin, men djævlen tog ved den, og den brugte således sin dag i fuld frihed på at udse sig et nyt toilet. Og valget blev sofaen! Den havde ikke haft uheld nogen andre steder, men sofaen var dækket med små grønne perler og nedsunkne pytter af kaninbearbejdet grønsagsjuice.

Beviserne for den kriminelle gerning.

Dette optrin førte til kaninens stuearrest, som varede i en lille uges tid; en uge, som var meget smertelig for den frihedselskende kanin og dermed også for dens ejer. Teorien blev, at kaniner er så renlige, at de nægter at bo i nærheden af deres toilet, hvis de får valget. Det giver evolutionær mening at placere sin afføring så langt væk fra hjemmet som muligt for ikke at lokke rovdyr til. Så man må sige, at min kanin er udstyret med særdeles veludviklede instinkter.

Som sagt (nu for tredie gang) ender denne kaninhistorie lykkeligt. Jeg væbnede mig med hidtil uset tålmodighed, anrettede en bakke med savsmuld i entreen, og håbede at kaninen ville finde den et lige så velegnet kanintoilet som jeg. Efter et par dage med konstant tørren op efter det storurinerende dyr (hun skulle åbenbart afprøve alle tilgængelige hjørner), har hun omsider fundet frem til savsmuldsbakken. At hun ikke er så god til at ramme inden for bakkens kanter er en snak, jeg tager med hende i morgen. Kaniner er sjove og værdige kæledyr, men mest når de får mulighed for at blive en naturlig og underholdende del af hverdagen. På den måde får man lov at opleve deres personlighed, selvom det tager lidt tid, flid og tålmodighed.

Foreløbigt er mit seneste kanineventyr altså endt som en lykkelig historie.