| Denne kanin er urelateret, men ikke desto mindre nuttet. |
Min anden kanin var en hvid albino, som med sin ven kom til at leve på samme måde som den forrige i selvsamme udendørs kaninbur. Senere logerede den på bunden af en tom kornsilo, og senere igen blev den sat ud i en indhegnet have, hvor den gravede og gravede lige indtil taget på konstruktion gav efter og begravede den levende midt i sit livs projekt. Jeg forestiller mig, at den døde lykkelig i modsætning til sin forgænger.
Som nittenårig blev jeg kortvarig ejer af tre kaniner, som nogen havde skænket frihedens gave. De indfandt sig i indkørslen, den ene noget medtaget efter at have været i karambolage med ræven. Denne nok så romantiske introduktion udviklede sig i en mere flertallig retning, eftersom den ene af de tilkomne (åbenbart) var en han. Og alle ved, hvad der sker, når hankaniner får adgang til hunkaniner - så bliver der mange, mange flere kaniner. Men åh! hvor var det kært, da gårdhaven blev invaderet af hobevis af uimodståelige pelsklumper. Historien endte med rotteangreb (rotter er tilsyneladende i stand til at slæbe nu store teenage-kaniner ned i underjordiske gange for der at dræbe og indtage dem!), og med at de resterende kaniner blev kørt til slagtning.
Dog fik den halte kanin lov at blive. Hun fik sit hjem i et tomt akvarium og endte som den første af alle mine kaniner med at gå bort af ælde. Man må dog sige, at hun lige til det sidste var en sur og gnaven kanin, der insisterede på sin ret til eget akvarium. Der skulle en særlig teknik til ikke at blive lemlæstet af arrig kanin, når man havde ærinder dernede.
Og nu står man der så igen. Kaniner er i sandhed en blandet fornøjelse. Men som sagt, så bliver bekendskabet denne gang ren idyl. Hun er et fantastisk roligt gemyt; nysgerrig og selskabelig. Hun har lange hængende øre, glat brun-grå pels, og en usædvanlig nuttet hale på enden af den lille kaninnumse.
| Her har vi dagens hovedperson. |
Denne gang har jeg opstøvet alle de gode råd, jeg kan finde om kaniners pasning og pleje, jeg har investeret i en transportkasse og en krydderurtehave, for "kaniner har uforlignelige smagsløg". Kaninen gør dog sit bedste for at teste min beslutsomhed på fortællingens lykkelige udgang. Et lykkeligt kaninliv kan som bekendt ikke foregå bag tremmer, og da det rygtes, at kaniner er renlige dyr, var sagen med det samme klar: Den skulle have lov til at løbe frit rundt i lejligheden... Friheden måtte dog indskrænkes, da kaninen fandt smag for den spritnye Ikea-seng. Der blev indført restriktioner: Der måtte holdes øje med dyret, når den var ude (gnavning i boxmadras har en meget distinkt lyd!), og så måtte den i bur om natten, og når der ikke er nogen hjemme.
Og så kom den skæbnesvangre dag, hvor man lod sig snyde af de store brune øjne og det bedende udtryk, som sagde, "nej, nej, luk mig ikke i bur, jeg skal nok være artig, selvom jeg er alene hjemme". Aftalen var, at den skulle være en artig kanin, men djævlen tog ved den, og den brugte således sin dag i fuld frihed på at udse sig et nyt toilet. Og valget blev sofaen! Den havde ikke haft uheld nogen andre steder, men sofaen var dækket med små grønne perler og nedsunkne pytter af kaninbearbejdet grønsagsjuice.
| Beviserne for den kriminelle gerning. |
Dette optrin førte til kaninens stuearrest, som varede i en lille uges tid; en uge, som var meget smertelig for den frihedselskende kanin og dermed også for dens ejer. Teorien blev, at kaniner er så renlige, at de nægter at bo i nærheden af deres toilet, hvis de får valget. Det giver evolutionær mening at placere sin afføring så langt væk fra hjemmet som muligt for ikke at lokke rovdyr til. Så man må sige, at min kanin er udstyret med særdeles veludviklede instinkter.
Som sagt (nu for tredie gang) ender denne kaninhistorie lykkeligt. Jeg væbnede mig med hidtil uset tålmodighed, anrettede en bakke med savsmuld i entreen, og håbede at kaninen ville finde den et lige så velegnet kanintoilet som jeg. Efter et par dage med konstant tørren op efter det storurinerende dyr (hun skulle åbenbart afprøve alle tilgængelige hjørner), har hun omsider fundet frem til savsmuldsbakken. At hun ikke er så god til at ramme inden for bakkens kanter er en snak, jeg tager med hende i morgen. Kaniner er sjove og værdige kæledyr, men mest når de får mulighed for at blive en naturlig og underholdende del af hverdagen. På den måde får man lov at opleve deres personlighed, selvom det tager lidt tid, flid og tålmodighed.
Foreløbigt er mit seneste kanineventyr altså endt som en lykkelig historie.