Og dog kan han nok ikke have været så slem, for af hans brevudvekslinger kan man se, at han havde adskillige venner og veninder, som han var nært knyttet til. Men nu til disse venskaber, han dyrkede så flittigt. I Danmark opfatter vi H. C. Andersen som vores bedste varemærke; turisterne strømmer ud på Langelinie for at bese den (skuffende) lille havfrue og Andersens barndomshjem i Odense.
![]() |
| Den skuffende lille havfrue |
Andersen har gjort Danmark kendt i hele verden. Derfor har den danske Andersen-tradition gjort alt for at bevare glansbilledet af ham som ulykkeligt forelsket i først Rigborg Voigt, så Louise Collin og til slut Jenny Lind.
Men Andersen holdt sig i hvert fald ikke på den af traditionen fastslåede "rigtige" side af dikotomien homo/hetero men forelskede sig i både mænd og kvinder - og altid i mænd og kvinder, som var uopnåelige for ham. I et brev dateret 28. august 1835 skriver Andersen til vennen Edvard Collin (Louises bror), "ja i dette Øjeblik længes jeg efter Dem, som var De en dejlig Calabreserinde".
![]() |
| Edward Collin |
Det, der undrer mig mere end noget andet er, at der siden 1901 har været spekuleret i H. C. Andersens seksualitet (med Carl Albert Hansen Fahlbergs artikel "H.C Andersen. Beweis seiner Homosexualität"), og alligevel har jeg, et barn opflasket på Andersens eventyr, aldrig så meget som hørt tale om muligheden af, at H. C. Andersen kunne være homo-/bi-/andet-end-heteroseksuel. Og han er trods alt den dansker fra det 19. århundrede, vi kender allermest til med sine 13 bind dagbøger og 4 selvbiografier!
Man kunne indvende, at det da kan være ligemeget. Hans værker fremstår, som de nu engang gør, uanset hvilke formodninger vi har om forfatterens seksualitet. True, men mange betydningsmuligheder forsvinder, når man i traditionen er så forhippet på at konstruere Andersen som heteroseksuel - fx ignoreres betydningen af alle de mand-til-mand-intimiteter, som hans tekster vrimler med, og alle de døde kvinder, som teksterne ligeledes flyder med (se fx romanerne Improvisatoren og O.T. ).
Tak til Dag Heedes Hjertebrødre, for at lukke mine øjne op for det!


