At handle i Netto kan til tider være en trist affære, især når "spotvarerne" tårner sig op i ét stort kaotisk hav, når grønsagsafdelingens eneste vare er en sidste slatten porre dagen før påfyldningsdag, eller ved fyraftenstid, når meterlange køer af stressede småbørnsforældre med skrigende vedhæng når helt ned i den anden ende af butikken. Alt dette går dog ikke denne nettoentusiast på, for undertegnede har lært at mønstre immunitet overfor kaotiske Nettoomgivelser, og hun spadserer således blot rundt i sin egen klokke befolket af enhjørninger og regnbuer. En hvis grad af eskapisme kan være nødvendigt, hvis man vil have aftensmad på bordet.
Man kan møde mange sære typer i Netto. Fx kom engang forbi et kontrovers mellem en teenagedreng og hans moder, der bestyrtet satte sig imod ungens ønske om at hjemføre et glas pickles - efter endda at have spurgt ham, hvad han kunne tænke sig. Drengen kunne godt lide pickles, ytrede han, men Eeeej! det kunne han da vel ikke mene! Pickles, hvorfor må han ikke få pickles? Hvad kan der dog indvendes mod pickles? Af alle de giftstoffer en teenagedregn kunne finde på at indtage, hvorfor så nægte ham pickles? Mødre forstår ikke altid af vælge deres kampe. "Så lad ham dog få sine pickles", udspygede jeg i mit hovede - næste gang råber jeg det højt!
Det jeg egentlig ville fortælle om, er et pudsigt fænomen jeg kom til at overvære forleden. Denne situation krævede min deltagelse - ikke deltagelse i begivenhedens gang (gudhjælpemig), men der blev rejst et uimodsigeligt krav om selvreflektion. Denne dag stod en løjerlig fedladen mand med gulblege solbriller ved peberfrugterne og udbredte sig om sit livs elendighed til en ældre dame. Hans problem bestod i, at hans lejligheds varmesystem ikke udsendte den fornødne varme, og han var således nødsaget til at supplere med dyr elvarme. Samtalen forløb således:
Deprimeret mand: "Ja, jeg er ikke særlig rig, og elvarme er jo frygteligt dyrt"
Ældre dame: "Hvorfor flytter du så ikke ned til os?" (forstået som den del af lejlighedskomplekset, hvor sådan noget som varme er i orden, formoder jeg).
Deprimeret mand: "Jeg ved ikke hvor længe, jeg lever endnu. Jeg gider ikke".
Ældre dame: "Det kan jeg godt forstå!"
Jeg forstod det ikke - denne apatiske holdning ligger alt for langt fra min ungdommelige entusiasme, som fordrer at livets problemer løses så hurtigt som overhoved muligt, så man kan komme videre i teksten. Jeg forstod det ikke - ordene han brugte, sat sammen på den måde, de var sat sammen, lå uden for mit episteme af mulige meningsgivende kombinationer. Jeg var mystificeret men også underholdt over absurditeten i denne situation udspillende sig i Netto, stedet for erhvervelse af livets mest basale fornødenheder. Jeg måtte undres over denne manglende livslyst udvist af en mand i sin bedste alder (50'erne). Han var ikke interesseret i at løse sine futile problemer, kunne ikke overskue det, og ventede kun på udfrielsen fra livets kvaler gennem døden. Dagens lyse punkt var at berette om livets uretfærdighed til den, som gad lytte.
Hurtigt vendte mine tanker tilbage til mig selv og min reaktion på dette drama, narcissistisk som jeg nu engang er. Det var aldeles politisk ukorrekt at sætte den skrællende latter op, som jeg gjorde, da jeg var kommet på afstand af scenen. Det var usolidarisk, ufølsomt og lugtede generelt af den distancerede kynisme, jeg havde trænet mig selv til at omslutte mig i. Det var æstetiskerens trænede øje for det underholdende i den ellers kedsommelige og banale situation, som Nettoindkøb nu engang er. At gøre tragik til komik kan måske forsvares i filmens verden, men ikke i virkelighedens. Der burde i stedet have været en dybtfølt smerte i mit bryst for denne mand i afmagt og uden livslyst, jeg burde have ført problemet tilbage til hans mulige traumatiske barndom og derpå følgende psykologiske problemer eller samfundets manglende evne til at tage sig af sine svageste, og så kunne jeg have gået derfra, overvejende at melde mig ind i Amnesty International (eller des lige), lun ved tanken om min egen indre godhjertethed. Men det gjorde jeg ikke; det eneste jeg kunne mønstre var forbipasserende skam.
Jeg er ikke kommet til en konklusion på denne oplevelse, ikke kommet til en resolution om at "forbedre" mig eller til beslutsomhed på at forblive i min afstumpethed. Jeg har ikke afgjort, om jeg har ret til at forblive i denne "survival mode", eller om min adfærd er determineret af det menneskelige vilkår i denne kynismens tid. Det får lov at summe...
